Danmarks (måske) hyggeligste litteraturfestival

Vild med ORDs litteraturfestival 2024 er blevet afviklet den 9. og 10. marts på Teatret Svalegangen i Aarhus. Vi takker alle deltagere, forfattere og moderatorer for en forrygende weekend med dejlige litterære oplevelser.

 

HER VAR DE FORFATTERE, DER OPTRådte:

Forfatter Iben Mondrup

foto: Claudia Dons

Iben Mondrup: Bjørn (Politikens Forlag 2023)
Lørdag den 9. marts 2024 kl. 10.00 – 11.00

Bjørn er 3. bind i trilogien om de grønlandske børn Tabita og Vitus, som de velmenende, men følelsesmæssigt forkrøblede Eva og Berthel tilbage i 1960´erne har adopteret og forsøgt ”omplantet” til et middelklasseliv i Danmark. Løgne, fortielser og tavshed betyder, at relationerne i familien er komplekse og fyldt af modstridende følelser. De to børn bliver tidligt adskilt og i Bjørn, som begynder i 1983, er Tabita og Vitus tilbage på Grønland og har fundet hinanden. Også Berthel er – efter skilsmisse fra Eva – taget til Grønland for at møde sine børn og søge tilgivelse for fortidens fejltagelser. Mødet mellem Tabita og Berthel er romanens omdrejningspunkt, og det er ikke præget af forsoning og tilgivelse fra Tabitas side. Hun har et regnskab, der skal gøres op. Hvordan det sker er smertefuld læsning med stor detaljerigdom og følsomhed, som giver et stærkt indblik i hvad der er spil, når et menneske gør op med tavshed og løgne og ser sandheden i øjnene. Tabita mødes også med sin biologiske mor Abelone, hvor den fremmedhed og splittelse, som mange grønlændere føler, kommer tydeligt frem. Tabita kan ikke grønlandsk – tavshed kan også skyldes mangel på fælles sprog. Udover fortielser og tavshed mellem mennesker er grænsen mellem omsorg og magt i mellemmenneskelige relationer en rød tråd i trilogien. Men der kan også læses et mere overordnet og politisk perspektiv ind om det ulige magtforhold mellem Danmark og Grønland, som også har været indhyllet i tavshed og fortielser. Et faktum er, at det – måske i misforstået omsorg – var nemt for danskere at adoptere grønlandske børn for 50 år siden og ofte med fatale konsekvenser, som gav mærker i sjælen for altid. Det skildrer Iben Mondrup med psykologisk indsigt og stor indlevelsesevne, som aldrig kun er sort/hvid. Moderator: Puk Qvortrup

foto: Jens Bangsbo

Ejvind Hansen: Gæstfri tavshed. Dømt til tavshed, inviteret til frihed (foreløbig titel – bog udkommer i foråret 2024).
Lørdag den 9. marts 2024 kl.11.15 – 12.15.

Ejvind Hansens bog handler om et af samtalens oversete aspekter. Ofte bliver tavshed opfattet negativt, men i bogen viser han, at samtale bygger på tavshed. Når nogen taler, er andre nødt til at lytte. Samtidig har en samtale et fokus, hvorved andet er bragt til tavshed. Samtalens to vilkår i samfundet er derfor, at nogen taler og andre lytter, og at nogle aspekter af virkeligheden omtales på bekostning af andre. Bliver vi opmærksomme på denne dobbelte tavshed i samtalen, får vi mulighed for at reflektere over tavsheden, bryde samtalens begrænsninger og inddrage udelukkede aspekter. Tavsheden bliver på denne måde frisættende og kan fostre nye tanker og refleksioner, men den frisættende tavshed kommer ikke af sig selv, vi er nødt til både at kende den og opsøge den aktivt. Derfor foreslår Ejvind Hansen en tavshedsfrihed som supplement til ytringsfriheden – for at skabe rum til at tavsheden kan blive frisættende. Vi skal lære at værdsætte tavsheden, hvis vi vil have en god offentlig samtale.

foto: Lea Meilandt

Kim Blæsbjerg: De bedste familier (Gutkind 2023)
Lørdag den 9. marts 2024 kl. 13.15 – 14.15

De bedste familier foregår i Vestjylland i hhv. Lemvig og Harboøre, og handlingen strækker sig over knap 10 år fra 1953- 1962 i den periode, hvor kemikalievirksomheden Cheminova bliver etableret i det vestjyske og er med til at hæve levestandarden hos mange af de lokale. Med Cheminova som centrum for handlingen bliver persongalleriet stort, men det er Niels og Margrethe – de lokale beboere, hvor Niels blander kemikalier på fabrikken, tilflytterne fra København ingeniør Jørn og hans kone Karin samt direktør Gunnar Andreasen og hustru Gudrun, der bliver hovedpersoner, og som på forskellig vis bliver infiltreret i hinandens liv. Det bliver også mellem disse par, at tavsheden bliver himmelråbende og ødelæggende, for hvorfor siger Niels ikke noget om de ætsende kemikalier? Hvorfor siger Margrethe ikke, hvordan hun har det? Hvorfor reagerer Jørn ikke over for Gunnar, når han ved, at der er problemer med det giftige spildevand? Og hvorfor fortæller Karin ikke om Gunnars tilnærmelser? Er der forskel på fortielser og hemmeligheder? Hvor er grænsen mellem selvvalgte og måske nødvendige fortielser og påtvungne hemmeligheder? Og hvornår bliver tavsheden et problem eller et potentiale? Moderator: Søren Boy Skjold

foto: Sara Galbiati

Amina Elmi: Barbar [TAVSHEDENS OBJEKT] (Gyldendal 2023)
Lørdag den 9. marts 2024 kl. 14.30 -15.30

Hvad tales der om i minoritetskulturer og hvad tales der ikke om og hvordan opstår friheden til at tænke anderledes? Amina Elmi er dansk-somalisk, og digtsamlingen indbragte hende BogForums debutantpris 2023. Digtsamlingen er inddelt i fire akter og indledes med en prolog og afsluttes med en epilog. Digtene kredser om en række temaer: sorg, vold, slægt, sprog, kærlighed, kulturelle forskelle og som undertitlen siger tavshed. Temaerne snor sig ud og ind i digtene, og de indeholder derfor mange af temaerne samtidig. Her et par eksempler: “& sådan kommunikerer vi ved at læse hinandens øjne i stedet for at bruge sproget fordi sproget er ødelagt, fordi sproget ikke fungerer her” “Jeg har lyst til at råbe mit folk op/ hvorfor har I valgt det stumme liv når jeres sprog/er farverigt og bragende?/hvornår glemte I hvem I er?” ““Tavshed er det sværeste at forstå, men jeg vil gerne respektere din tavshed,” skrev hun til mig i en besked. Det var efter jeg forsvandt” Moderator: Søren Boy Skjold

Musikeren Nella

Marcus Krogh

Musikalsk indslag ved Nella
Lørdag d. 10. marts kl. 16.00 – 17.00

Nella taler og synger om det, hun kalder dobbeltlivet, og som er de følelser, relationer eller oplevelser, som mange har haft, men som de normalt er tavse om, fordi de ikke tør tale højt om dem. Selv havde hun en masse følelser, som hun ikke turde tale højt om. I stedet skrev hun dem ned, det blev til tekster og senere sange, som hun ønsker, at folk kan relatere sig til. For Nella er det vigtigt, at hun med sin musik rækker ud til så mange forskellige mennesker som muligt, og at så mange som muligt kan spejle sig i hendes musik. Nellas musik indeholder en nerve, som gør, at man ikke kan lade være med at lytte efter. Musikken bevæger sig i sfæren mellem pop, urban og et snert af reggaeton, hvor især Nellas crunchy, hæse stemme gør hendes sange iørefaldende og karakteristiske.

statens kunstfond

 

Støttet af Statens Kunstfond

Vild med Ord blev i 2024 støttet af Statens Kunstfond. Bestyrelsen er meget glade og taknemmelige for bidraget til VMO-festivalen 2024.

foto: Kåre Viemose

Keld Conradsen: Byen og Havet (Modtryk 2022)
Søndag d. 10. marts 2024 kl. 11.00 – 12.00

Keld Conradsens roman er fuld af hemmeligheder eller tavsheder om videnskabeligt bedrag, selvmord, familiære svigt hen over tre generationer, og den er fuld af retoriske spørgsmål, som jeg-fortælleren søger svar på. Universitetslærer Larsen fortier sin relation til den geologistuderende Jenny, og heller ikke hun fortæller noget. Sønnen Arvid er arkitektstuderende og tavs om det meste over for sin bedste ven, jeg-fortælleren. Hvorfor tier han om sin opvækst og familierelationer, sit hævntogt og flugten fra Aarhus? Hvad skyldes hans tavshed, og hvad betyder det for hans måde at være på som menneske og for hans ven, kone og barn? Nogen tier for at beskytte sig selv eller af hensyn til andre. Jeg-fortælleren er detektiven på jagt efter sammenhænge mellem jordens kontinenter, mellem dramatiske begivenheder i sin ungdom og mellem personer i hans omkreds. Hvad gør tavshed ved vores liv og vores forhold til andre mennesker? Hvilken tavshed er passende, og hvilken er upassende? Moderator: Connie Warnick Aagaard

foto: Sara Galbiati

Malene Ravn: Det virkelige liv (Gyldendal 2023)
Søndag d. 10 marts 2024 kl. 12.15 – 13.15

Fortællingen er inspireret af de forsøg med LSD-behandling af psykiatriske patienter, der fandt sted i kælderen under Frederiksberg Hospital i 1960’erne. Forsøgsbehandlingen begynder i 1960, og det er her, vi møder en række patienter og læger, som er involveret i behandlingen. Den unge læge Edith Christiansen får mulighed for at arbejde med forsøgsbehandlingen under overlæge Hartungs ledelse. I romanen følger vi de voldsomme konsekvenser, behandlingen får for både læger og patienter. Som en del af behandlingen opfordres patienterne til at fortælle, hvad de oplever under LSD-påvirkningen. Meget bliver fortalt, men meget forbliver der også tavshed omkring, bl.a. fordi der knap nok findes sprog til at beskrive det. Faktisk er der mange forhold, som personerne har meget svært ved at tale om og derfor omfatter med tavshed i hele eller dele af romanen. Edith har svært ved at fortælle sin familie om arbejdet, Hartung fortæller ikke om hele sin motivation for at gennemføre forsøgene, patienterne fortæller ikke alt om deres relationer med hinanden og med deres familier, og Sylvia Mortensen siger slet ingenting. Når tavsheden brydes, er det for nogen en lettelse, for andre er det for sent. Moderator: Connie Warnick Aagaard

foto: Thomas Howalt Andersen

Lise Munk Thygesen: Tove Ditlevsen var min mormor (Forlaget 28B)
Søndag d. 10. marts 2024 kl. 14.15 – 15.15

Lise Munk Thygesen er barnebarn af Tove Ditlevsen. Da Lise Munks mor Helle Munk dør, efterlader hun nogle kasser med breve og dagbøger til sin datter, og da denne efter mange år fordyber sig i indholdet, opdager hun, at hendes mor som teenager var udsat for incest af sin stedfar og efterfølgende blev svigtet af sin mor, Tove Ditlevsen. Dette sætter dybe spor i hende, og hun vælger at undersøge kvindernes historie i sin slægt og opdager sammenhænge over syv generationer fra starten af 1800-tallet til i dag. Dette er den overordnede ramme for Lise Munk Thygesens bog, og hun viser, at er man udsat for svigt, skyld og skam får det betydning for den familie, man som voksen selv er i stand til at stifte. I flere generationer har de svigt, som kvinderne har været udsat for, været forbigået i tavshed, men hvornår er tavsheden et klogt valg, og hvornår bør tavsheden brydes? Hvilke konsekvenser får det for ofrene, når tavsheden opretholdes? Moderator: Puk Qvortrup

foto: Albert Sanvig Madsen

Asta Olivia Nordenhof: Djævlebogen (Gads Forlag 2023)
Søndag d. 10. marts 2024 kl. 15.30 – 16.30

Djævlebogen er Asta Olivia Nordenhofs anden bog i en planlagt septologi, hvor mordbranden på Scandinavian Star er den røde tråd, der ligger bag det hele, og med den den ultrakapitalistiske tanke, at penge er mere værd end menneskeliv. I Djævlebogen er det hendes mål at undersøge, om man kan elske under kapitalismen, og hun giver her fire bud med fire meget forskellige tekster, ikke mindst stilistisk. I første del bliver man hurtigt draget ind i hovedpersonens univers af hændelser, den fortløbende fortid og af corona-karantæne afgrænsede nutid. To tider, hvor hun begge steder er både fange og fri og i kontakt med grænseløsheden og det diabolske. Moderator: Puk Qvortrup

Temaet for festivalen i 2024 var “TAVSHED”. Temaet blev belyst fra flere forskellige vinkler, fx: selvvalgt eller påtvunget tavshed. Tavsheden der skyldes et hensyn til andre, til økonomiske interesser eller til en selv. Tavshed der dækker over hemmeligheder i familier, tavshedskultur på arbejdspladser eller tavshed for at sikre sin egen overlevelse, men tavshed der også kan opfattes positivt i en tid, hvor vi bombarderes med støj og informationer fra alle sider.

Om Vild med ORD

Bag Vild med ORD står en frivillig arbejdende bestyrelse, der sætter pris på ord i mange afskygninger. Nogle elsker kommaer og ord, der er ordnet ordentligt, andre elsker ord med spas eller selv at skrive. Vi ønsker at åbne litteraturen og ordrige oplevelser for flere, så man skal absolut ikke have en magistergrad for at nyde vores årlige litteraturfestival i februar/marts.

Sammen fejrer vi skriveriet, ideerne og den gode fortælling. Alt i alt betyder det en hyggelig, litterær oplevelse for dig, der er vild med at deltage i Danmarks (måske) hyggeligste festival. Fordi du også elsker ORD.

Sagt om Litteraturfestivalen

Foreningen Vild med ORD kalder sin årlige litteraturfestival for Danmarks (måske) hyggeligste, og både som flittig besøgende gennem årene og senest som moderator er jeg tilbøjelig til at give den ret! Festivalen formår at skabe usnobbede rammer om profilerede forfattere og deres aktuelle bøger, som præsenteres under et samlende tema – fx i 2022 ”Mennesker i skyggen” om exofiktionen, hvor jeg havde fornøjelsen af at samtale med tre af forfatterne, og ligeledes med temaet ”Steder” i 2023. De frivillige arrangørers engagement og seriøsitet skinner igennem både i arbejdet med at koble tema og forfattere, og når festivalen afvikles under afslappede – og ja hyggelige forhold. Tilsammen giver det både mulighed for at tage samtalerne et par spadestik dybere og samtidig appellere til det brede publikum, der på den ene eller den anden måde er vild med ord. Connie Warnick Aagaard, forfatter og journalist.

Tak for støtte

Åbne Scene/ Godsbanen støttede Foreningen Vild med ORDs to dage på Åbne Scene i 2023. Vi har desuden modtaget støtte fra Kulturudviklingspuljen i Aarhus Kommune

Vild med ORD afholdes med støtte fra og i samarbejde med:

Støttet af Statens Kunstfond Campfire & Co. Århundredets Festival